BLOMSTERGLÆDE: Landmand spreder glæde med blomster.

Af journalist Jan Høst-Aaris, Nordjyske Medier, Thisted Dagblad, Tirsdag 29. juli 2014

THISTED: Sennelsvej er hen over sommeren blevet omdannet til en flot blomstervej med masser af sommerblomster i gule, røde, hvide og violette farver i vejkanten – en sand fryd for øjet.
Endnu mere frydefuldt og glædeligt er det, at blomsterne er lige til at plukke.
Faktisk opfordres folk til at plukke blomsterne. På en gammel gyllevogn, der står på hjørnet af Fårtoftvej og Sennelsvej lige udenfor Thisted, er der skrevet ”Fra os – til jer. Pluk en buket.”

God ide
Jan Rokkjær, der bor et par hundrede meter inde ad Fårtoftvej, fortæller, at i de seneste
tre til fire uger er der mange, der har parkeret deres bil ved vejkanten og plukket blomster.
– Det er en skide god ide, siger han.
Ideen med at give en buket blomster til de forbipasserende er Torben Karlshøjs. Han er landmand og synes, at landbrugets image skal påvirkes i en mere positiv retning.
Bedre image med blomster
– Vi vil kun det bedste. Man kan godt – indimellem – få det indtryk af svinebønder kun vil smadre naturen. Der er så mange negative historier i medierne, så det handler også om at sende et andet
signal, forklarer Torben Karlshøj.
Inspirationen til at så en bræmme af blomster kom flere steder fra, blandt andet fra Landbrug & Fødevarer, hvor haveudvalget i foråret lancerede et tiltag ”Pluk Bare – venlig hilsen Landmanden.”
Tiltaget går ud på at uddele blomsterfrø til landmænd, så de kan så frøene langs veje og give et farverigt præg på Danmarks vejkanter. Landbrug & Fødevarers intention er også at
forbipasserende, der plukker blomster, ser, hvad landmanden dyrker på marken og får en fornemmelse af, hvordan afgrøderne gror og måske dufter.
– Jeg tog kontakt til landbrugscentret LandboThy, hvor Michael Riis, afdelingschef for Planter & Miljø, hjalp med at skaffe blomsterfrø.
Der er 23 forskellige slags blomsterfrø i blandingen, siger Torben Karlshøj.
Han er helt på det rene med, at det ikke er natur, men et stykke plantet kultur, der skal glæde andre og være til nytte som de afgrøder, han dyrker på sine marker.
Det er heller ikke tilfældigt, at det er den gyllevogn, han har brugt til at skrive på.
– Der er ikke noget, der kommer af intet. Ligesom afgrøderne har brug for kunstgødning, så har blomsterne også brug for gødning. Derfor ligger der en tanke bag, at det er en gyllevogn.
Torben Karlshøj er glad for den bragende succes, blomsterne har været de seneste uger. Og han nyder de solsikkeblomster, der står hjemme hos ham selv.
– Det er som at tage solen med ind i huset, konstaterer Torben Karlshøj tilfreds.
Hitter stort på nettet
At det er en god ide med at give blomster, så vi også sidste år. Landmand Klaus Tang fra Grønbjerg, der ligger mellem Ringkøbing og Holstebro, havde sat et skilt op, hvor der stod ”Pluk en buket og glæd en ven. Mvh. Bondemanden”. Han fik positiv respons fra forbipasserende, der plukkede blomster, og fik over 24.000 likes på Facebook.